Introduktion til basen for værktøjskasserne
hvorfor arbejde med målgrupper og segmentering?
En målgruppe er en afgrænset gruppe af personer med lignende behov, interesser og karakteristika. Kultursegmentering opdeler publikum (eller forbrugere) i forskellige grupper baseret på værdibaserede faktorer – ikke blot på alder eller geografisk placering.
Ved at tage udgangspunkt i publikums værdisæt og sætte jer ind i deres mindset kan I som kulturelle formidlere skabe budskaber og markedsføring, der gør indtryk og skaber mere interaktion. I kan dermed få større indflydelse på publikums valg og engagement.
Alle har forskellige behov, når det kommer til at interagere med kunst, kultur, arv og historie. Her bliver formidling – både i markedsføring og i det offentlige rum – essentiel for at udvikle jeres rækkevidde som kulturorganisation.
Faktorer som økonomi, tid, hverdag og interesser er alle centrale elementer, der påvirker jeres målgrupper. For at danne et overblik over jeres publikum er kulturel segmentering en pragmatisk og effektiv tilgang.
Som kulturorganisationer arbejder vi med målgrupper for at styrke og udvide vores publikum. Med denne strategi sikrer vi, at vores markedsføring når ud til både de mest interesserede og de potentielt interesserede publikummer.
